Den lille ø El Hierro er perfekt til udflugter og vandring. Hele øens overflade er erklæret biosfærereservat og er forbundet gennem et omfattende net af stier og ruter, der er egnede til alle niveauer, og her finder man nogle af de smukkeste stier i Spanien.
Når du vil lidt væk fra det hele og være omgivet af naturen, så skal du bare vandre. Ved at gå ad de forskellige stier på El Hierro er det muligt at opdage hvert et hjørne af øen og nyde følelsen af at vandre på nogle af landets smukkeste ruter. Du skal bare have lyst til at opdage og lade dig føre af den behagelige fornemmelse, der følger med, når man vandrer ad øens stier. Selv om hele øgruppens topografi er af stor værdi, så har El Hierro en særlig charme. Dens 268 km2 af uendelige landskaber, der er fulde af kontraster, gør det muligt at gå fra hav til bjerg på blot få skridt.
Det bedste ved vandring på El Hierro
Vandring på El Hierro er en oplevelse, der fører én ud over, hvad man kan forestille sig. At bane sig vej ad øens stier og krydse forfædrenes ruter fulde af historier, opdage helleristninger for hvert skridt i El Julan-området på den sydlige del af øen, dykke ned i et beskyttet område med overraskende biodiversitet, bevæge sig ind i landskaber med ørkenpræg eller genfinde farver, man sjældent ser i naturen.
Vandreruter på El Hierro
De ruter, der gennemkrydser denne lille ø, som er erklæret Biosfærereservat, fanger straks vandreren på grund af den spektakulære kontrast mellem det mørke i de vulkanske landskaber og det grønne i de frodige skove. Det er ikke for ingenting, at man på El Hierro finder nogle af Spaniens bedste vandreruter.
Efterhånden som man bevæger sig ad de forskellige stier, kan man opdage næsten ubeboede afkroge af El Hierro, hvor man kan nyde stilheden og mærke rigdommen i naturen, der er forblevet intakt gennem årene.
Stier for alle niveauer
El Hierro er det perfekte sted til at vandre, da der her er flere kilometer med stier end veje. Øens stinet omfatter talrige traditionelle ruter, som er blevet genetableret, godkendt og afmærket efter europæiske bestemmelser. Uanset om det er nye stier eller stier med mange år på bagen, indbyder de alle vandreren til at opdage øen, mens man bevæger sig gennem særegne landskaber, der forandrer sig for hvert skridt og giver mulighed for at tage fat på de mange højdeforskelle, som er så typiske for øens vulkanske natur.
Grundniveau | For begyndere og for dem, der holder af korte gåture, giver ruter som f.eks. Ruten La Llanía, kyststien fra La Maceta til Punta Grande eller Ruten El Sabinar anledning til at begynde at opdage El Hierros mest karakteristiske natur og landskaber fra et andet perspektiv. |
Mellemniveau | For ben, der er vant til ujævnt terræn, og som søger længere ruter, byder El Hierro på muligheder som f.eks. stien fra San Andrés til Pozo de las Calcosas eller Camino de El Golfo med sine mange varianter. |
Avanceret niveau | De personer, der søger længere eller mere udfordrende ruter, har muligheder som f.eks. Camino de Jinama, der er kendetegnet ved sine store højdeforskelle, eller Camino de la Virgen, som er en 27 kilometer lang sti, fuld af kontraster og historie, der løber gennem øens højeste tinder. |
