De næsten 269 kvadratkilometer, der udgør øen, er et væv af kontraster. Grønne, rødlige, sorte og blå nuancer strækker sig og blandes langs stier og veje. Men der er en anderledes og langt mere spændende måde at nyde El Hierros natur på: fra luften.
Øen, der er kendt som ”nulmeridianen”, opfylder alle betingelser for at gøre én af menneskets ældste drømme til virkelighed: at observere verden fra et fugleperspektiv. Dens vulkanske natur har velsignet den med højtliggende landskaber, men også med et stejlt terræn fyldt med udsigtspunkter og naturlige udkigstårne, hvorfra man kan kaste sig ud i fri flyvning i en paraglider.
De klimatiske forhold i øgruppen blæser også i den rigtige retning. Den klare og varme himmel skaber de perfekte rammer for at dyrke denne sportsgren året rundt. De karakteristiske passatvinde er til gengæld ofte dem, der styrer og sætter tempoet for en uforglemmelig oplevelse.
Fra fremmed sport til lokal tradition
Paragliding landede på god fod på øen for nogle årtier siden. Dens særlige forhold gør det muligt at dyrke forskellige discipliner som f.eks. sportsflyvning og luftakrobatik, hvilket hurtigt tiltrak opmærksomheden fra både professionelle piloter og amatører, der kalder den ”Acro Paraíso”.
Efterhånden som himlen blev farvet af sejl, opblomstrede en ægte passion for paragliding. I dag er El Hierro ikke kun vært for regelmæssige nationale og internationale konkurrencer, men der findes også en dybt forankret kultur omkring denne sport, bestående af forskellige specialiserede virksomheder, foreninger og lokale grupper, som fremmer en respektfuld udøvelse af sporten på forskellige steder på øen.
Nyd paragliding året rundt
El Hierro er det perfekte sted at flyve i paraglider alle årets dage. De milde temperaturer og passatvindene giver en stabil og konstant opdrift samt de perfekte rammer for at dyrke denne sport. Uanset vindforholdene, så kan man over hele øen finde en lang række af skrænter, kløfter og tinder, hvor man kan nyde fri flyvning året rundt og uanset forholdene.
Flyvesteder på El Hierro
Paragliding foregår i bjergområder, da der kræves betydelig højde for at lette. På grund af øens stejle topografi er der et væld af startsteder på øen. Blandt dem alle skiller Dos Hermanas sig imidlertid ud som værende ét af de højeste og mest anerkendte steder for paragliding i hele den kanariske øgruppe.
De bedste udsigter på El Hierro
At opleve El Hierro fra luften er én af de største oplevelser, som den kanariske øgruppe byder på. At stige op til skyerne og opdage det særegne vulkanske landskab og kystens skønhed fra et andet perspektiv er et minde i særklasse.
At flyve her er en enorm visuel eksplosion, og du ville ønske, at du kunne blive deroppe for evigt.
Et panorama fyldt med kontraster, som træder endnu stærkere frem set fra oven: fyrreskove, forvredne enebærtræer bøjet af passatvinde, stejle bjerge, grønne dale, rebformede lavastrømme, der giver øens vulkanske landskaber deres berømmelse, og små landsbyer, der får dig til at ønske, at du aldrig skal ned igen.
El Hierro kan også opleves fra himlen.
